Specialterapeutisk Nordlys Massage er en særlig hensyntagende massageform, der specielt henvender sig til mennesker med handicaps, psykiske lidelser eller til mennesker i krise. En massageform der har sin rod i en viden om, hvordan fysiske og psykiske traumer sætter sine spor i kroppen og centralnervesystemet, bl.a. i form af stress og hvordan dette kan afhjælpes gennem berøring og massage.
Det er en massageform, som kombinerer pædagogisk/psykologisk viden og stor erfaring med kunsten at kommunikere gennem berøring og massage.
Som ved enhver professionel behandling mødes folk, der hvor de er, men her i et mere forfinet/detaljeret møde, for at sætte ressourcer og udviklingsmuligheder i centrum hos et skrøbeligt menneske.
Uanset handicap og svære begrænsninger har enhver brug for at udvikle sig, bruge sig selv, blive mødt og komme til udtryk. Massagen er et godt redskab og er med til at udvikle dette.
Specialterapeutisk Nordlys Massage gives af specialuddannede Pædagoger, Massører og Massageterapeuter, i et tæt samarbejde med den enkelte borger, pårørende og involverede institutioner.